SKAL DU SÆLGE DIN ANDELSBOLIG? Hvis du som andelsbolighaver overvejer at sælge din andelsbolig, er der en række forhold, som du bør sætte dig ind i, inden overdragelsesaftalen skrives under. I det følgende beskriver vi, hvordan du som sælger af en andelsbolig bør gribe planlægningen og gennemførelsen af et salg an. Først og fremmest bør du læse i foreningens vedtægter eller tage kontakt til bestyrelsen, således at de kan oplyse dig om særlige forhold, du skal være opmærksom på. Det kan fx være at der er en eller flere ventelister i foreningen, som du skal respektere og følge i forbindelse med salget. Det afhænger i øvrigt af vedtægterne, om det er foreningen, sælger eller andre, der bestemmer, hvem køber skal være. I den forbindelse er det også vigtigt at være opmærksom på, at bestyrelsen skal godkende køber, inden denne kan optages som andelsbolighaver. Et salg er således altid betinget af, at bestyrelsen godkender køber. Inden lejligheden kan sættes til salg skal der udarbejdes en vurderingsrapport på lejlighedens fejl, mangler og forbedringer. Typisk kræver foreningen også, at der skal udarbejdes El– og VVS-attest, inden lejligheden kan sættes til salg. I forbindelse med salget er du som sælger forpligtet til at udlevere en række dokumenter til køber. Såfremt du sælger via ejendomsmægler kan du aflevere dokumenterne til mægleren. Det drejer sig bl.a. om foreningens vedtægter, seneste årsregnskab samt et skema over andelsboligforeningens økonomiske nøgle-oplysninger. På området for andelsboliger gælder et lovbestemt princip omkring prisfastsættelsen, idet en andelsbolig ikke må sælges til mere end den såkaldte maksimalpris (i henhold til andelsboligloven og foreningens vedtægter). Har du ikke en køber ved hånden, når du skal sælge din andelsbolig, eller er der ingen venteliste i din andelsboligforening, kan du sætte lejligheden til salg ved selv at annoncere eller sælge via en ejendomsmægler. Selvom du har sat din lejlighed til salg, er du fortsat andelsbolighaver og er derfor forpligtet til at betale boligafgift, indtil lejligheden er overdraget til en ny andelsbolighaver. Newsec Telefon 45 26 01 02 CVR.nr. 25326296 www.newsec.dk
Del
Print
Download PDF fil
Cookiepolitik